Studerende fra Dalum Landbrugsskole debatterede med bl.a. klimaministeren på Klimafolkemødet i Middelfart.
Det var nemt at genkende de studerende fra Dalum Landbrugsskole på årets klimafolkemøde i Middelfart. Klædt i sorte T-shirts med farvestrålende Verdensmålslogo og teksten: ”Vi vil være en del af løsningen,” fyldte de studerende godt både i debatterne på scenerne og blandt publikum.
– For mig betyder klima rigtigt meget, siger Niels Bommelund, der netop et startet på uddannelsen til produktionsleder og har deltaget i en debat på folkemødets store scene med bl.a. klimaminister Lars Aagaard.
Den unge landmand mærker en lyst blandt både landmænd, borgere og regeringen til at få nedbragt landbrugets CO2-udledning, men han understreger, at det skal gå hånd i hånd med muligheden for stadig at lave konkurrencedygtige produkter.
– Vi brug for noget hjælp udefra. Derfor er det rigtig fedt at komme til det her klimafolkemøde, hvor vi kan finde nogle fælles løsninger og høre andres ideer, siger Niels Bommelund.