Landbrugsuddannelsen – EUD
Kostskole
På Dalum Landbrugsskole stopper skolelivet ikke, når den sidste lektion er overstået, for kostskolemiljøet gør hele døgnet til en speciel skoleoplevelse.
Som elev eller lærling på EUD Landmand har du mulighed for at bo på Dalum Landbrugsskoles afdeling i Korinth, og næsten alle vores elever/lærlinge bor (du kan vælge enkelt- eller dobbeltværelse) og spiser på skolen, hvilket giver mange gode oplevelser og et rigtigt godt fællesskab.
Hvis du er under 18 år og ikke har en uddannelsesaftale, er det gratis at bo og spise på skolen. Hvis du er over 18 år, koster det 612 kr. om ugen, men du kan søge om SU, hvis du ikke får elevløn.
Vi vægter en aktiv fritid. Dels i forhold til forberedelse af faglige opgaver, dels i forhold til sociale arrangementer, der kan være med til at gøre dit skoleophold sjovt og uforglemmeligt.
På Dalum Landbrugsskole hjælper vi hinanden, og du er altid velkommen til at kigge forbi lærerværelset eller kontoret, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.
Vi har også en lektiecafé på Dalum Landbrugsskole, og da kammeraterne altid er lige i nærheden, er der også altid hjælp at hente, hvis du har brug for hjælp til en opgave.
På Dalum Landbrugsskole knytter du venskaber og netværk for livet. Som elev på skolen bliver du en del af et aktivt fællesskabet med andre unge, som også interesserer sig for dyr, maskiner, natur og friluftsliv.
UDIL-løbet er et godt eksempel på et af de mange sociale arrangementer på skolen:
Afdelingen i Korinth er hovedsageligt for skolens yngste elever og lærlinge. Afdelingen huser skolens dyr, værksteder og maskiner samt et stort professionelt hestecenter med stor lys stald, ridehaller, springbane, dressurbane, roundpen samt gode muligheder for lange rideture i det dejlige naturområde rundt om skolen. Læs mere om Dalum Ridecenter – her og se prisliste – her.
Hvis du interesserer dig for heste, har du mulighed for at få din egen hest opstaldet på skolen. Og det er muligt både at få helpart i en hest og halvpart i en hest. I din fritid tilbyder vi undervisning i blandt andet fodring, sundhed og sygdomme, træning, adfærd og velfærd, love og regler om hestehold og andre forskellige emner. Vi kan også tilbyde undervisning i både dressur, spring og eksteriørvurdering af hesten.
I de uger, der er elever/lærlinge på skolen, tilbydes (såfremt der er tilslutning): 2 timers hestefaglig aktivitet (én fast hverdag kl. 18.30-21.30). Vi tilbyder 4-6 ekskursioner hen over året for heste-interesserede. Det kunne f.eks. være: Hest og rytter m. clinic (tors-/fredag) (marts, incl. én overnatning); Store Hestedag (sept., dagstur i en weekend); Stutteribesøg (planlægges efter ønske) samt DM og internationalt stævne (maj-juni).
Hvis du interesserer dig for maskiner, har vi et elevværksted, hvor du sammen med kammeraterne kan rode med egne biler og knallerter.
I aftentimerne og weekenden sørger aftenvagten for at arrangere hyggelige arrangementer for eleverne. Det kunne for eksempel være biografture, udflugter eller spilleaften.