Ny app skal sikre trivsel og læring hos lærlinge i landbruget

Nyheder

Ny app skal sikre trivsel og læring hos lærlinge

App’en vil blive udbredt til flere landbrugsskoler

Man skal have det godt for at kunne lære noget. Det har altid været et mantra på Dalum Landbrugsskole, som nu har udviklet en ny app for at holde godt øje med elevernes trivsel, mens de er i lære ude i landbruget. Den nye app har fået navnet – mit Dalum.

– Vi manglede et redskab, hvor vi kunne følge elevernes trivsel, mens de er i lære, uden at de nødvendigvis skulle ringe eller skrive til os, siger Kasper Hansen, der er initiativtager til den nye app og lærepladsvejleder på Dalum Landbrugsskole.

Hjertet i app’en er den månedlige trivselsundersøgelse, som hver måned hurtigt og enkelt bliver gennemført via lærlingenes mobiltelefoner. Undersøgelsen består af fem korte spørgsmål, som automatisk popper op, når det er tid til den obligatoriske måling. Kasper Hansen fisker sin egen mobiltelefon frem fra lommen og viser et eksempel.

– Det er tid til at besvare din trivselsmåling, står der på skærmen. Herefter klikker man sig videre gennem de fem spørgsmål, som besvares ved at swipe frem og tilbage på skærmen og på den måde give point fra 1-10. Hvor glad er du for din arbejdsplads? Synes du, at du lærer nye ting? Vurdér din egen indsats den seneste måned. Er der god stemning og kommunikation? Føler du dig tryg i de arbejdsopgaver, du udfører? Når de fem spørgsmål er besvaret, viser app’en et samlet resultat af trivselsmålingen, som kan sammenlignes med tidligere målinger.

– Hvis trivslen ved en lærling pludselig falder, får jeg en advarsel og kan reagere hurtigt ved enten at sende en besked eller ringe vedkommende op. På den måde kan jeg følge med og sikre mig, at lærlingene er inde i en positiv udvikling, siger Kasper Hansen.

Udover trivselsmodulet indeholder app’en også en e-læringsplatform og et kommunikationsmodul. Her kan lærlingene blandt andet modtage videoer, quizzer og links til interessant viden, mens de er under oplæring. De kan oprette grupper, sende og modtage beskeder fra undervisere og andre elever samt afholde webinars.

– Det kunne for eksempel være en faglærer, der vil præsentere et aktuelt emne, eller en lærling, der vil fortælle de andre i gruppen om sine arbejdsopgaver. På sigt vil det også blive muligt at lave videoopkald, så vi kan holde tættere kontakt til de elever, der er i lære i udlandet, siger Kasper Hansen.

Over 100 nye lærlinge fra Dalum Landbrugsskole vil efter sommerferien blive oprettet i mit Dalum. App’en er udviklet i samarbejde med virksomheden AJEJ CONSULT og vil i samarbejde med Det Faglige Udvalg for Jordbrugets Uddannelser blive udbredt til flere landbrugsskoler i løbet af 2023.

For yderligere information kontakt venligst:

Lærepladskoordinator Kasper Hansen, tlf. 24 41 91 82, e-mail: kah@dalumls.dk

Forstander Jens Munk Kruse, tlf. 20 33 58 85, e-mail: jmk@dalumls.dk