Årsmøde 2024 for Jordbrugets Uddannelser afholdes på Dalum Landbrugsskole.
Social bæredygtighed fylder rigtig meget på programmet på det kommende årsmøde for Jordbrugets Uddannelser, som denne gang afholdes på Dalum Landbrugsskole i Odense. Udfordringer med blandt andet angst, lavt selvværd og koncentrationsbesvær sætter præg på en del elevers skolegang, hvilket skolerne gerne vil blive bedre til at tackle.
– En af de workshops, som har fået allerflest tilmeldinger, handler om, hvordan vi kan håndtere elever med angst. Det fortæller mig, at vi har ramt rigtigt ved at prioritere elevernes trivsel højt i årets program, siger forstander på Dalum Landbrugsskole, Jens Munk Kruse.
På årsmødet har underviserne fra en række skoler i hele landet mulighed for at vælge mellem 20 forskellige workshops og 10 virksomhedsbesøg. Der er meget forskelligt at vælge imellem. Fra biodiversitet, cirkulær økonomi og regenerativ dyrkning til klasseledelse, kunstig intelligens og ungekulturens tendenser. En prioritering, som glæder formanden for Danske Landbrugsskoler, Lars Møgelbjerg Andersen.
– Vores fornemmeste opgave er at klæde eleverne bedst muligt på til fremtidens udfordringer. Det gælder både rent fagligt, men også på det personlige plan, at de lærer at tro på sig selv og kunne navigere i det samfund, de skal være en del af. Vi har derfor brug for en bred tilgang til arbejdet med de unge, siger Lars Møgelbjerg Andersen.
Årsmøde for Jordbrugets Uddannelser finder sted på Dalum Landbrugsskole i Odense d. 22.-23. august 2024.
Her er link til program.
For yderligere information, kontakt venligst:
Forstander på Dalum Landbrugsskole, Jens Munk Kruse, telefon 20 33 58 85, e-mail: jmk@dalumls.dk.
(På billede herunder.)
Formand for Danske Landbrugsskoler, Lars Møgelbjerg Andersen, telefon 60 54 25 22, e-mail: formand@danskelandbrugsskoler.dk