Katrine er født og opvokset på Vestsjælland. Hun blev faglært landmand i 2021. Efterfølgende fik hun job som afdelingsleder på en avl- og opformeringsbesætning ved Vestkysten.
– Her fik jeg prøvet lederrollen lidt af. Jeg havde ikke det fulde ansvar. Der var stadig nogen, jeg kunne gå til. På den måde fik jeg prøvet at arbejde lidt med mennesker, siger Katrine Nielsen.
Hun arbejdede i halvandet år som afdelingsleder i Vestjylland, inden hun søgte ind på uddannelsen til produktionsleder på Dalum Landbrugsskole.
Få indflydelse
– Man arbejder rigtig meget med sig selv på produktionslederuddannelsen. Man får en forståelse af, hvordan tingene hænger sammen. Hvordan vi kæder tingene sammen også økonomisk, siger Katrine Nielsen.
Efter uddannelsen til produktionsleder fortsatte Katrine på uddannelsen til agrarøkonom. Nu er hun kommet hjem og står for den daglige ledelse på en ejendom med søer, som er en del af familiens landbrug. Hun er med, når der skal træffes store beslutninger i virksomheden, og kan se frem til et generationsskifte på længere sigt.
God mavefornemmelse
– Jeg er tilfreds med mit valg af uddannelse i dag. Jeg kan mærke, at jeg hviler i mig selv, og der er ro i maven. Det er det, man skal forholde sig til, siger Katrine Nielsen.
Andre har spurgte til hendes valg af karriere, men selv er hun ikke i tvivl.
– Man skal gå efter, hvad ens mave føler er den rigtige vej. Du skal være glad for at gå på arbejde hver dag. Du skal være glad for det, du møder ind til. Når man møder ind med et smil hver dag, så kan jeg da kun tænke, at det er den rigtige vej, jeg har valgt, siger Katrine Nielsen.
Klik her – for at se videoklip med Katrine Nielsen.
Klik her – hvis du vil læse mere om uddannelserne på Dalum Landbrugsskole.
