Kan man leve af gode ideer og kloge tanker.
Ja – er det simple svar, hvis man altså kan sælge sine gode ideer og kloge tanker. Kan en hel befolkning leve af gode ideer og kloge tanker, til det er svaret nej. Man ville langsomt dø af sult, kulde eller andet, hvis der kun blev udvekslet ideer og intet produceret eller dyrket.
Jeg troede, at den fejlopfattelse for længst var død, men man kan desværre stadig støde ind i det fortvivlede tankesæt, at i Danmark skal vi blot tænke stort og være innovative. Herefter sælger vi vores ideer, og så lader vi resten af verdenen være dem, der dyrker jorden og producerer varerne – vi lader dem føre vores gode ideer ud i livet. Men den går ikke i praksis. For det første så udvikles innovative tanker ofte i tæt sameksistens med produktion, og vejen fra tanke til forsøg til produkt er ofte kortest i en produktions-virksomhed eller i tæt samarbejde hermed. For det andet har det gentagende gange vist sig, at Danmark faktisk er et dygtigt og ressource-effektivt produktionsland, og at det ofte har reddet nationens økonomi og haft en mindre global miljøpåvirkning.
Erhvervsuddannelse og EPX
Derfor er det også vigtigt for en skole som Dalum Landbrugsskole at gøre undervisningen praksisorienteret og at give de unge en “hands-on” forståelse. Igennem 100 år har landbrugsuddannelsen sammen med andre erhvervsuddannelser været det, vi kalder vekseluddannelse, at man veksler mellem skolegang og oplæring (praktik) flere gange, inden man er udlært. Dette sammenspil giver en meget praksisnær forståelse af det erhverv, man er tilknyttet. Vi træner da også vores elever i at tænke innovativt og løsningsorienteret, men det er på baggrund af, og hånd-i-hånd med, en god landbrugs-faglig forståelse.
Der er stadig alt for få af en ungdomsårgang, der tager en erhvervsuddannelse. Der er derfor kæmpe efterspørgsel på uddannede elektrikere, tømrere, murere osv., og da mange ældre håndværkere forlader erhvervet de kommende år, ser det kun mere håbløst ud i fremtiden. Selvom vi i landbrugsuddannelsen har oplevet elevfremgang de seneste 6-7 år, så kan vi heller ikke følge med efterspørgslen fra erhvervet.
På baggrund af det lave optag på erhvervsskolerne, fik vi sidste sommer en ny ungdoms-uddannelsesreform. I oplægget foreslås det, at man fra 2030 nedlægger nogle kendte uddannelsesretninger, bl.a. 10. klasse, EUX og Grundforløb 1, for at lægge det sammen i et nyt erhvervs- og professionsgymnasium (EPX). Da vi på Dalum Landbrugsskole har alle disse tre forløb, der foreslås nedlagt, skaber det selvfølgelig noget usikkerhed, især fordi vi ikke klart kan få at vide, om en sådan ny EPX-uddannelse kan etableres hos os.
Igennem de sidste 11 år har vi fået rigtig mange unge ind på EUX-forløbet (landbrugs-uddannelse og student) her på Dalum. Over 35% af vores elever går på det forløb. Desuden har vi en rigtig god 10. klasse med omkring 40 elever om året. Forsvinder de forløb, plus vores Grundforløb 1, så er 40% af vores elevgrundlag væk. Derfor har vi også med spænding deltaget i mange dialogmøder omkring den nye EPX-uddannelse. Nogle skoler er grebet af panik og snakker om nedlæggelse eller fusion. På Dalum tager vi det med ro og prøver at finde strategiske samarbejdspartnere. Jeg er sikker på, at Dalum Landbrugsskole hverken skal nedlægges eller fusioneres. Måske skal vi i et tættere samarbejde med andre ungdomsuddannelser, og det kan formentlig kun styrke landbrugs-uddannelsen. Vi plejer på Dalum Landbrugsskole at komme godt igennem stormvejr, så mon ikke vi også kommer på den anden side af en ny reform med begge ben på jorden.
Nu kan vi snart ikke være flere!
Det var skolens administrationsleder Gitte Borups udtryk, da hun allerede i foråret forsøgte at få styr på det kommende antal elever og antallet af værelser på skolen. For 3 år siden måtte vi “midlertidig” opstille værelsespavilloner på afdelingen i Korinth for at kunne rumme antallet af elever på den afdeling. Det ser ud til, at vi med lidt mere end 120 elever i foråret 2026 fylder rammerne til kanten i Korinth. Nu er problematikken så også kommet til Odense-afdelingen. Vi har egentlig altid følt, at vi havde rigeligt med plads på Odense- afdelingen, især efter at uddannelsen til Jordbrugsteknolog forsvandt i 2016. Men allerede sidste forår var vi presset på pladsen. Det bliver endnu værre til foråret 2026, eller skal vi sige endnu bedre, for jeg elsker at have mange elever. Med 270 elever i foråret 2026 er vi pladstrængte på alt. Alle klasseværelser er sat i spil og nogle lidt forsømte og knap så brugte rum har fået en “makeover” og står nu klar til elever og undervisning. Vi må også på denne afdeling sætte pavilloner op – 26 nye midlertidige værelser står forhåbentlig klar til sidst i januar. Vi spiser allerede i hold i dag, så det tror jeg på, nok skal gå.
Det er jo i bund og grund blot en positiv udfordring, og det er da en glæde, at så mange unge har lyst til landbrugserhvervet, og skulle der komme endnu flere elever i de kommende år – ja så løser vi nok også det.
Ansatte
Med mange elever følger også flere ansatte. Vi har i de senere år ansat en del nye og dygtige undervisere, men også sagt farvel til nogle respekterede og værdsatte undervisere, der har været på skolen i mange år. Niels Erik Jespersen stoppede lige før julen 2024, og Ole Maagaard Hansen stoppede i februar 2025, begge for at gå på pension efter mere end 30 års ansættelse på skolen. Jørgen Møllegaard Pedersen tager samme tur til marts 2026. Han har lige holdt 35-års jubilæum – stor tak for indsatsen til dem alle. Ingen af dem slipper dog helt for Dalum, da vi har hyret dem til forskelligt arbejde på skolen i lidt mindre omfang.
Også i de andre afdelinger er der kommet flere til, så skolen og vi nærmer os næsten 100 ansatte – det er rigtig mange, men en nødvendighed for at alting fungerer, og hvor er jeg taknemmelig for engagerede og dygtige ansatte, der bare får alting til at “spille”.
Renovering
Vi har gennem mange år renoveret løbende på begge afdelinger. Med så mange elever er der også stor slitage på alle arealer. Men det kan være svært at få gjort dette, når alt er fyldt op. I dette efterår har vi endnu en gang sat fuld gang i værelsesrenoveringen både i Odense og i Korinth, da ikke alt er fyldt op lige nu. I Korinth har vi pillet toppen af bygning C (den lige overfor hovedbygningen). Taget var slidt og værelserne meget dårlige og små. Der er lagt nyt tag og bygget nye værelser (2. sal), og samtidig har værelserne på 1. salen, lige herunder, fået en større renovering.
Dette arbejde er vi nødt til at holde inde med i det kommende forår, da alle værelser, som sagt igen bliver optaget af elever.
Byggeri af innovationsværksted
Det har været noget af en omgang at få gang i byggeriet af skolens nye innovations-værksted og undervisningslokaler i Odense. Ønsket er at styrke uddannelsen med nogle mere praktiske lokaler til de lidt ældre elever. Det er meningen, at eleverne her kan arbejde med nye teknologier i landbruget, bl.a. indenfor robot- og droneteknologi. I foråret skrev vi kontrakt med byggefirmaet Carsten Knudsen. Vi har dog først fået fart i byggeriet efter sommeren pga. flere uforudsete omstændigheder. Nordea Fonden har været så storsindet at donere 5,5 mio. kr. til dette byggeri. Vi glæder os til, at det er opført en gang omkring sommerferien 2026 – hold da op, hvor vi mangler de lokaler allerede.
Internationalt
Skolens internationale afdeling har godt fat i flere kortere varende kurser, især med folk fra det asiatiske område.
Som noget helt nyt startede vi, i samarbejde med Mulilo (grøn energi), undervisning af elever fra Northern Cape regionen i Sydafrika i foråret 2025. Lige nu er der 13 elever på skolen i 8 måneder, hvorefter de skal i praktik hos danske landmænd. Det er et sam-arbejde vi forventer os meget af – jeg tror, det bliver til stor glæde for alle.
Dalum er desuden via et EU-udbud, blevet udvalgt som undervisningsleverandør til Fødevarestyrelsens strategiske sektorsamarbejder (SSC) i p.t. 10 forskellige lande. Vi har allerede udført enkelte opgaver for Styrelsen, men hvor stort omfanget af dette projekt bliver, ved vi endnu ikke. Det bliver spænde at følge de kommende fire år.
Kursusafdelingen
Her er aktiviteten godt oppe i omdrejninger, og i mange måneder af året er der rigtig meget fart på. I de måneder, hvor der både er mange elever og mange kursister i huset, ser vi alle lidt trætte ud, for her skal der hænges i hele vejen rundt i personalestaben. Der er virkelig travlt i perioden september til november og igen fra februar til maj. Godt skolen har mange dygtige velfungerende medarbejdere i køkken, pedel, rengøring og administration til at få tingene til at fungere for både kursister og elever.
Jubilæum
Det er nu andet år, vi holder elevjubilæum helt for os selv. I rigtig mange år har vi jo holdt elevjubilæum landbrugs- og mejeri-elever sammen, da Dalum Lærlinge var én fælles forening. Dette ændrede sig for et par år siden til to foreninger, så Dalum Lærlinge nu kun er for tidligere landbrugselever. Derfor holder vi ikke længere fælles elevjubilæum. Selvom vi kun var “os selv”, så havde vi en dejlig og hyggelig dag med mange fremmødte. Jeg glæder mig altid til denne dag, hvor jeg kan få lov til at hilse på gamle Dalum-elever og lytte til historier fra “en svunden tid”.
Tak for i år
Skolens første forstander Jørgen Petersens ord “Aldrig færdig – men altid på vej” lever stadig i bedste velgående på Dalum landbrugsskole. Vi kigger hele tiden fremad og glæder os over det, vi har nået. Jeg synes 2025 på mange måder har været et godt år for Dalum – en stor tak til alle, der har været med til at løfte skolen gennem arbejde og tanke.
Dalum Landbrugsskole ønsker jer alle nuværende, tidligere og kommende elever samt skolens venner, samarbejdspartnere og ansatte en rigtig god jul. Samt ønsket om et godt nytår.
Jens Munk Kruse
Forstander
Dalum Landbrugsskole
