Af: Peter Jørgen Kock – agrarøkonom i 2014.
Om end det lyder som en kliché, så kan en agrarøkonom-uddannelse fra Dalum åbne mange døre. Personligt er jeg trådt ind i en verden, der kan ændre måden, vi i fremtiden driver landbrug på.
Jeg arbejder med forsøg i landbruget ved Ytteborg Field Trials i Hjerm ved Holstebro. For tiden er der meget fokus på klimaforsøg. Bl.a. er der meget fokus på lattergas-fordampning fra vores afgrøder, da lattergas er en meget skadelig klimagas. I disse forsøg kigger vi meget på, hvordan vi bringer vores gylle ud. Så vi får nogle udbringnings-teknikker, hvor vores afgrøder har de bedste forudsætninger for at gro bedst muligt, men også hvor der er den mindste lattergas-fordampning fra gyllen. når den kommer i kontakt med jorden og afgrøderne. Selve lattergas bliver målt gennem vækstsæsonen ved at placere et lufttæt kammer i afgrøden og via kammeret udtage en lattergas-prøve.
Det er ikke kun lattergas-fordampning, vi laver forsøg med. Vi laver alle forsøg lige fra forsøg med gødning til sprøjtemidler, biostimulant-midler, afprøvning af forskellige sorter i alle typer af afgrøder, bare for at nævne lidt af det, vi arbejder med.
Alt forsøgsarbejde er en langsommelig proces. Typisk laves de samme forsøg flere steder i landet gennem flere år, for at se effekten af forskellige jordtyper, vejrforhold, dyrkningshistorik etc. På den måde opnås mest muligt valid data.
I min optik er det helt afgørende, at man har en god uddannelse, for at vi forsat kan udvikle dansk landbrug, om end udvikling tager tid. Men med en god uddannelse fra Dalum, kan det være med til at sikre et forsat stærkt landbrug i Danmark i fremtiden.
