DalumPlus

DalumPlus GF1 og GF2 er ligesom den almindelige landbrugsuddannelse starten på din landbrugsuddannelse.

Indholdet på DalumPlus GF1 og GF2 ligner meget indholdet på EUD Landmand, men hvis du vælger matematik og engelsk på E-niveau, bliver du DalumPlus-elev.

Vi arbejder med spændende projekter/temaer med højt fagligt indhold og bruger den nyeste viden og teknologi i undervisningen sammen med vores gode faciliteter, maskiner og dyr.

Med skolens store netværk bliver din praktikperiode fuld af både faglige og sociale oplevelser ved nogle af Danmarks bedste landmænd.

Mød andre unge med samme interesse og mærk det unikke fællesskab i vores hyggelige kostskole hvor der altid er sjove og sociale aktiviteter og rig mulighed for at dele oplevelser med alle vennerne i trygge rammer.

I din fritid har du mulighed for at få undervisning i hest eller maskiner.

Kontakt

Krestine Høgh

Krestine Høgh

studievejleder

DalumPlus er en alternativ indgang til EUD Landmand, som består af to grundforløb, to hovedforløb og to praktikperioder.

Undervisningen på begge grundforløb samt 1. hovedforløb foregår på skolens afdeling i Korinth ved Fåborg.

Undervisningen på 2. hovedforløb foregår på skolens afdeling i Odense.

Grundforløb 1 og 2 varer hver som udgangspunkt 20 uger, og undervisningen foregår på vores afdeling Korinth ved Fåborg.

Grundforløb 1 er for dig, der kommer direkte fra 9. eller 10. klasse. Her introduceres du til landbrugsuddannelsen og lærer en masse om, hvor maden kommer fra. Du bliver fortrolig med dyrehold og markbrug, miljø og natur og arbejder med spændende projekter, der kombinerer teori og praksis.

Vi arbejder med forskellige dyr og maskiner, haver og marker samt alt fra træ til jern.

Undervisningen består af både teori og praksis og er tilrettelagt således, at du opnår kompetencer indenfor både planteavl og husdyrproduktion samt praktisk arbejde med maskinstations- og landbrugsområdet.

Allerede få måneder efter uddannelsesstart skal du i fire ugers virksomhedsforlagt undervisning (VFU), som er et særligt undervisningsforløb, der foregår ude på udvalgte landbrugsvirksomheder i både ind- og udland. Forløbet tilrettelægges ud fra elevernes egne ønsker i samarbejde med praktikvejlederen.

Her kan du møde elever fra DalumPlus en dag de var i marken og øvede sig i at trække med køer.

På Grundforløb 2 udbygger vi dit kendskab til kvæg, svin og planter. Du tager traktorkørekort og flere kompetencebeviser og får praktisk erfaring inden for markarbejde og håndtering af dyr. Du lærer om brandbekæmpelse, § 26 arbejdsmiljø og sikkerhed, svejsning/skæring, medicinering m.v. og bliver fortrolig med maskiner og værktøj.

Undervejs på grundforløb 1 og 2 vil der være mulighed for at vælge ”retning” gennem vores valgfag. Det betyder, at du får et Grundforløb, men valgfaget kan variere i forhold til dine ønsker. Vi opretter valgfag/grundfag i engelsk, matematik og et fremmedsprog mere, samt forventeligt samfundsfag. Så der bliver god mulighed for at få forbedret sine karakterer fra Folkeskolen.

På DalumPlus udbyder fagene på E-niveau (svarende til 10. klasses niveau). Hvis du imidlertid allerede har fagene på E-niveau, udbyder vi fagene på C-niveau.

Der vil også blive mulighed for ar vælge Erhvervsfag, som er praksisbaserede og noget, der sigter på, at du kan gå ud og bruge det i landbruget. Og selvfølgelig udbyder vi også støttefag, så hvis man har svært ved nogle fagområder, så vil der være mulighed for at få ekstra hjælp.

For dem, der vil lidt mere, vil der forventeligt også være Bonusfag, så du har mulighed for at fordybe dig i særlige faglige elementer og problemstillinger.

Når du er færdig med grundforløbet har du lært:

  • Hvordan de daglige opgaver, der er forbundet med pasning af dyrehold løses. Eksempelvis fodring og malkning.
  • Hvordan du kan kende forskel på de forskellige afgrøder, og hvilke vækstbetingelser de har.
  • At arbejde med nogle af de maskiner og tekniske installationer, som det moderne landbrug benytter i dag.
  • Hvad arbejdsmiljø på en landbrugsvirksomhed betyder.
  • Hvad økonomi, matematik og markedsforhold betyder for en moderne landbrugsvirksomhed.

På Grundforløbet bliver du undervist i følgende fag:

  • Biologi
  • Husdyr og staldteknik – inkl. praktik
  • Mark
  • Markmaskiner
  • Værkstedslære
  • Matematik og økonomi
  • Erhvervskendskab og kommunikation
  • Idræt og sundhed
  • Arbejdsmiljø
  • Traktorkørekort
  • Førstehjælp og brandbekæmpelse
  • Valgfag husdyr
  • Valgfag maskiner & værksted

Ved afslutningen af Grundforløbet skal du til eksamen og bestå biologi samt naturfag samtidig med Grundforløbsprøven. Valgfag vil også kunne blive trukket ud til eksamen.

Når du har afsluttet Grundforløbet skal du ud i praktik, hvorefter du skal tilbage på skolen for at gennemføre 1. Hovedforløb.

HOVEDFORLØB 1 OG 2

På 1. Hovedforløb skal du udbygge de grundlæggende principper, som du hidtil har stiftet bekendtskab med under din uddannelse. Det, der før var et basalt kendskab, skal nu udvikles til færdigheder, der gør dig i stand til at håndtere de daglige opgaver, som du skal udføre på din kommende læreplads.

Undervisningen på 1. Hovedforløb foregår på skolens afdeling i Korinth og varer 16 uger.

Du kan få en hurtig rundvisning på afdelingen her:

På 1. hovedforløb vil du blive undervist i følgende fag:
• Dyrevelfærd
• Dyreadfærd
• Reproduktionsforløb
• Sygdomstegn hos dyr
• Etablering, pleje og høst af landbrugsafgrøder
• Landbrugets påvirkning af samfund og miljø
• Anvendelse og vedligeholdelse af maskiner og bygninger
• Regnskaber, produktionsøkonomi og budgetlægning
• Kommunikation og samarbejde

Derudover tilbyder vi følgende specialefag:
• Valgfag indenfor kvæg, svin og planteproduktion
• Valgfag indenfor landbrugsmaskiner
• Valgfag indenfor økologisk produktion

Undervejs på 1. hovedforløb tager vi på studietur. Typisk vil der være flere ture at vælge imellem, hvoraf en som regel går til USA.

Ved afslutningen af 1. Hovedforløb skal du til en prøve. Hvis du har valgt at tage uddannelsen til landbrugsassistent, skal du til prøve med ekstern censor. Hvis prøven bestås, og du i øvrigt har opnået de relevante kompetencemål, modtager du bevis som landbrugsassistent.

Hvis du har valgt at tage uddannelsen til landmand husdyr eller planter, modtager du ved skoleforløbets afslutning et skolebevis, som sender dig videre ud i den afsluttende praktik frem mod det sidste skoleophold i uddannelsen – 2. Hovedforløb til landmand.

2. Hovedforløb

På 2. Hovedforløb samles alle trådende fra praktikken og tidligere skoleophold. Du får koblet flere almene fag sammen, så du også kan fungere i virksomheder med flere medarbejdere og samtidig gøre brug af alle de færdigheder, som du har opnået under din uddannelse.

Vi lægger vægt på at komme ud af klasselokalerne og arbejde med forskellige ejendomme. I forløbet er der også en specialefagstur, der ud over det faglige indhold også er med til at styrke det sociale sammenhold.

Her kan du møde William Kartz Johansen, som har taget 2. hovedforløb på Dalum Landbrugsskole, og høre, hvad han brænder for i landbruget. Han blev kåret som årets elev i dansk svineproduktion, mens han gik på skolen.

På 2. hovedforløb kan du specialisere dig indenfor kvæg, svin og planter.

2. hovedforløb varer 20 uger og omfatter følgende fag:

  • Husdyr
  • Staldteknik
  • Samfundsfag
  • Kvæg
  • Svin
  • Mink
  • Maskiner
  • Bæredygtighed
  • Planter
  • Økonomi
  • Idræt og sundhed
  • Specialafgrøder
  • Naturfag – økologi

Samt valgfagene:

  • Sprøjteprøve
  • Fagengelsk/internationalisering
  • Bygninger
  • Iværksætteri og innovation

Når du har gennemført 2. Hovedforløb er du uddannet landmand. Du kan herefter videreuddanne dig på lederuddannelserne – produktionsleder og agrarøkonom.

I praktikken afprøver du de ting, du har lært på skolen, bliver rutineret i arbejdet og oplever hverdagen i jobbet. Du får praktisk oplæring i de arbejdsområder, der hører til din uddannelse.

Du skal selv finde en praktikplads og indgå en skriftlig uddannelsesaftale med praktikstedet, men vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe dig godt på vej.

Vi har et stærkt netværk blandt læremestre og plejer at sige, at når vores grundforløbsklasser er færdige, er der en aftale til alle, som vil landbruget.

Der er flere muligheder, når du skal finde praktikplads til uddannelsen efter grundforløbet (hovedforløbet). Du kan finde en virksomhed, der dækker hele dit praktikforløb, eller du kan kombinere flere kortere aftaler med flere virksomheder.

Kontakt evt. vores praktiskpladskonsulenter Henning Søholm (hes@dalumls.dk), Kasper Hansen (kah@dalumls.dk) eller Krestine Høgh (kh@dalumls.dk) for at høre mere.

Her kan du få et par gode råd med til praktikpladssøgningen:

Uddannelsen er gratis. Du får elevløn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft, altså både i praktik- og skoleperioderne.

Elevlønnen er aftalt mellem arbejdsgivere og den faglige organisation på området. Begyndelseslønnen for elever i erhvervsuddannelserne ligger typisk mellem 9.500 kr. og 12.500 kr. om måneden og stiger for hvert år.

Hvis du har en uddannelsesaftale, der dækker grundforløbet, får du også elevløn på grundforløbet. Har du ikke det, kan du søge SU, hvis du er fyldt 18.

Du kan på visse betingelser få tilskud til dækning af dine transportudgifter.

Se den gældende prisliste.

For at blive optaget på DalumPlus skal du være erklæret uddannelsesparat til erhvervsuddannelse, og du skal have et gennemsnit på mindst 02 i dansk og matematik ved afgangsprøven i 9. eller 10. klasse.

Hvis du ikke kan opfylde adgangskravene, kan du komme til en optagelsesprøve og -samtale på Dalum Landbrugsskole og blive optaget, såfremt denne bestås.

På Dalum Landbrugsskole stopper skolelivet ikke, når den sidste lektion er overstået, for kostskolemiljøet gør hele døgnet til en speciel skoleoplevelse.

Som elev på DalumPlus har du mulighed for at bo på Dalum Landbrugsskoles afdeling i Korinth, og næsten alle vores elever bor og spiser på skolen, hvilket giver mange gode oplevelser og et rigtigt godt fællesskab.

Hvis du er under 18 år og ikke har en uddannelsesaftale, er det gratis at bo og spise på skolen. Hvis du er over 18 år, koster det 550 kr. om ugen, men du kan søge om SU, hvis du ikke får elevløn.

Vi vægter en aktiv fritid. Dels i forhold til forberedelse af faglige opgaver, dels i forhold til sociale arrangementer, der kan være med til at gøre dit skoleophold sjovt og uforglemmeligt.

På Dalum Landbrugsskole hjælper vi hinanden, og du er altid velkommen til at kigge forbi lærerværelset eller kontoret, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.

Vi har også en lektiecafe på Dalum Landbrugsskole, og da kammeraterne altid er lige i nærheden, er der også altid hjælp at hente, hvis du har brug for hjælp til en opgave.

På Dalum Landbrugsskole knytter du venskaber og netværk for livet. Som elev på skolen bliver du en del af et aktivt fællesskabet med andre unge, som også interesserer sig for dyr, maskiner, natur og friluftsliv.

UDIL-løbet er et godt eksempel på et af de mange sociale arrangementer på skolen:

Afdelingen i Korinth er hovedsageligt for skolens yngste elever. Afdelingen huser skolens dyr, værksteder og maskiner samt et stort professionelt hestecenter med stor lys stald, ridehaller, springbane, dressurbane, roundpen samt gode muligheder for lange rideture i det dejlige naturområde rundt om skolen.

Hvis du interesserer dig for heste, har du mulighed for at få din egen hest opstaldet på skolen eller købe en part i en af skolens heste. I din fritid tilbyder vi undervisning i blandt andet fodring, sundhed og sygdomme, træning, adfærd og velfærd, love og regler om hestehold og andre forskellige emner. Vi kan også tilbyde undervisning i både dressur og spring til og med M-niveau og eksteriørvurdering af hesten.

Hvis du interesserer dig for maskiner har vi et elevværksted, hvor du sammen med kammeraterne kan rode med egne biler og knallerter.

I aftentimerne og weekenden sørger aftenvagten for at arrangere hyggelige arrangementer for eleverne. Det kunne for eksempel være biografture, udflugter eller spilleaften.

Der er gode jobmuligheder i landbruget. Brugene bliver stadig større, og det kan være dyrt at etablere sig som selvstændig ung landmand. Til gengæld er der behov for ansatte i erhvervet.

De gode fremtidsmuligheder understreges af, at landbrugsuddannelsen i 2018 er blevet udpeget som fordelsuddannelse, hvilket er uddannelser inden for fag, hvor arbejdsgiverne forventer et særligt stort behov for arbejdskraft.

Når du starter på en af disse uddannelser i 2018, vil du have gode muligheder for at få en praktikplads i en virksomhed, mens du uddanner dig, og du vil også have gode jobmuligheder, når du er færdiguddannet.

Du kan også vælge at videreuddanne dig og blive produktionsleder eller agrarøkonom, eller du kan søge optagelse på et erhvervsakademi og læse videre til for eksempel jordbrugsteknolog eller produktionsteknolog.

Når du starter som elev på Dalum Landbrugsskole, afdeling Korinth, er der en række praktiske oplysninger, du skal være opmærksom på.

Det kunne være emner som spisetider, tøjvask, rengøring, ferier, indkvartering på værelser, kontaktoplysninger til aftenvagt osv.

Vi har samlet alle oplysningerne i denne folder:

DalumPlus GF1 og GF2 starter næste gang d. 6. august 2018.
(slutter 11. januar 2019 – ferie: uge 42, 20.12.-02.01.)

Dalumplus GF1 og GF2 i 2019 og 2020:
DalumPlus GF1 og GF2 starter d. 14. januar 2019 – 21. juni 2019.
(ferie: 15.-17.04., 31.05.)
DalumPlus GF1 og GF2 starter d. 13. januar 2020 – 12. juni 2020.
(ferie: 06.-08.04., 22.05.)

Tilmelding sker via den koordinerede tilmelding til ungdomsuddannelse www.optagelse.dk.

Du er også velkommen til at sende en forhåndstilmelding via skolens hjemmeside her:

Krestine Høgh

Krestine Høgh

studievejleder

Er der noget, du er i tvivl om?  Så skriv til os her: