Dalum Landbrugsskole Cookie- og privatlivspolitik
Cookies hjælper os med at levere den bedste mulige oplevelse. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du samtidigt vores brug af cookies.  Få flere oplysninger Luk

På EUX-Landmand opdager du, hvor interessant det er, når tingene hænger sammen. Du får redskaberne til at dyrke lige den retning, du brænder for. Du behøver ikke vente, til du har overstået din gymnasieuddannelse, inden du kan komme i gang med det, der interesserer dig.

Hvad er EUX (Erhvervsuddannelse og gymnasial eksamen)

  • EUX kombinerer en gymnasial uddannelse og en erhvervsuddannelse
  • Du er ligestillet med andre studenter, når du har gennemført en EUX
  • Du får “generel studiekompetence”
  • Du kan læse videre på universitetet på samme vilkår som andre studenter

Hvad er EUX-Landmand
På EUX-Landmand kommer du allerede på grundforløbet i gang med fag om teknik, dyr og planter. Du kommer i stalden og på marken, hvor du får praktiske erfaringer, som du kan bringe med ind på skolebænken. Omvendt kan du tage den teoretiske viden, du får på skolebænken, med ud i landbruget og undersøge, hvad der virker i virkeligheden.

Måske har du planer om at blive én af Danmarks dygtigste landmænd. Én, der både kan tumle indviklede EU-direktiver, bistå koen ved kælvning og lægge markplaner.

Er du mere specialisttypen, der vil nørde dig ned i biologiske detaljer, så vil du elske livet som agronom. Her kan du forske i lige netop det, der interesserer dig, eksempelvis genetik, medicinske planter eller miljø.

Brænder du for at hjælpe og helbrede dyrene, så er det dyrlægeuddannelsen, du skal stræbe efter. Du får et rigtig godt grundlag til at komme ind på de naturvidenskabelige videregående uddannelser. Afhængig af hvilken retning, du vælger, kan der være krav om suppleringsfag.

Praktik – der virker!
Som led i din EUX-uddannelse skal du indgå en uddannelsesaftale med en praktikvært senest efter afslutningen af grundforløbet. Praktikpladssituationen inden for landbrug er gunstig, og erfaringer viser, at det er relativt nemt at finde en praktikplads. Skolen vil naturligvis gerne hjælpe dig med at finde den rigtige plads, men du er selv ansvarlig for at få tegnet en uddannelsesaftale.

Hele verden er åben
Har du lyst til at prøve livet som fåreklipper i Australien, cowboy i Arizona eller noget helt tredje? Muligheden er der, og hele verden ligger åben. Du kan tilbringe op til 12 måneder af din praktiktid i udlandet.

Med EUX-Landmand har du en stor fordel, hvis du vil videre på de videnskabelige studier som agronom, dyrlæge eller biolog. Du har ikke kun en teoretisk studentereksamen, du har også praktisk erfaring at trække på, og det kan være en stor hjælp. Uddannelsen giver også adgang til landbrugets lederuddannelser, hvis du ønsker at blive selvstændig landmand, rådgiver eller konsulent inden for landbrugsområdet.

Lidt om dig

  • Du skal være en selvstændig type med gå-på-mod
  • Du skal have lyst til at arbejde med tværfaglige projekter
  • Du skal være god til at bruge dine hænder
  • Du skal være dygtig til de boglige fag

Uddannelsen varer i alt 47 måneder. I uddannelsen kombineres både de landbrugsfaglige og de gymnasiale fag.

Uddannelsens forløb

  • Grundforløb 1: 20 uger
  • Grundforløb 2: 20 uger
  • 1. Praktik: 13½ måned
  • 1. Hovedforløb: 40 uger
  • 2. Praktik: 6 måneder
  • 2. Hovedforløb: 22½ uger

EUX er det, man i daglig tale kalder for erhvervsstudent, altså en erhvervsuddannelse samtidig med en del gymnasiale fag – som man også kan kalde “en landmand med studenterhue”.

Om denne side

Denne side er opdateret 1. marts 2017 af Anni Geisler.