Dalum Landbrugsskole Cookie- og privatlivspolitik
Cookies hjælper os med at levere den bedste mulige oplevelse. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du samtidigt vores brug af cookies.  Få flere oplysninger Luk

Vil du lære at anvende implementerings- og strategiske værktøjer (LEAN og BalanceScore Card), så virksomheden drives ud fra professionelle og langsigtede planer? Vil du arbejde projektorienteret? Vil du lære at kunne vurdere rammebetingelsernes betydning for din virksomheds udviklingsmuligheder og konkurrenceevne? Så meld dig til agrarøkonomuddannelsen på Dalum.

For at starte på uddannelsen skal du have bestået uddannelsen til produktionsleder. Har du en anden baggrund, er du velkommen til at kontakte skolen, så vi kan hjælpe dig i gang.

Pr. 1. januar 2016 blev uddannelsesforløbet ændret fra at vare 20 uger og starte primo februar – til at vare 40 uger og starte primo september hvert år – se uddannelseskalenderen. Det har resulteret i, at vi faktisk “vender tilbage til gamle dage”, hvad angår længden på uddannelsen, og det faglige indhold baserer sig i høj grad på samme fokusområder: virksomhedsudvikling, landbrugets økonomi og finansiering, strategisk virksomhedsledelse og personlig lederudvikling i landbruget. Uddannelsen tager afsæt i primærlandbruget, og det handler om, at du som agrarøkonom klædes på til at kunne tage job som driftsleder, forvalter, sælger af landbrugsprodukter, rådgiver for landmænd eller blive selvstændig landmand.

Der er følgende specialer på uddannelsen:

  • Planter
  • Kvæg
  • Svin
  • Mink

Du vil blive præsenteret for følgende fag på uddannelsen:

  • International økonomi og politik
  • Personlig lederudvikling
  • Innovation og strategi
  • Hovedopgave

Du skal i forbindelse med uddannelsen udarbejde et internationalt projekt med basis i en studietur til udlandet, som du selv planlægger. Hertil kan du søge om legat hos f.eks. Fruervadgårds Mindelegat, der har ansøgningsfrist i januar og oktober – se mere her. Eller du kan søge om legat i Legatbogen – her.

Du vil i forløbet få mulighed for som suppleringsfag at vælge  akademifagene: Global økonomi og Organisation.

Akademifagene gennemføres i samarbejde med IBA Erhvervsakademi Kolding.

Formålet med uddannelsen er, at du skal kunne:

  1. Udarbejde en langsigtet strategisk plan for en landbrugsvirksomhed på baggrund af national og international økonomi og politik.
  2. Udarbejde en markedsføringsplan og lægge salgsstrategier for en landbrugsvirksomheds samlede produktion.
  3. Forestå projektledelse, etablere netværk og arbejde innovativt indenfor landbrugsvirksomhedens produktionsområder.
  4. Udvikle personlige lederegenskaber og agere i et landbrugspolitisk miljø.

Eksamen
Ved slutningen af uddannelsen skal du udarbejde en hovedopgave. Hovedopgaven samt fagene: international økonomi og politik, personlig lederudvikling samt innovation og strategi skal bestås individuelt.

Når du er færdig med uddannelsen som agrarøkonom på Dalum Landbrugsskole er du forberedt på en spændende karriere indenfor landbruget,  hvor du kan være med til at sætte dagsordenen. Du er med andre ord klædt på til at agere frem for at reagere.

Hør Knud fortælle om uddannelsen:

Om denne side

Denne side er opdateret 10. juli 2017 af Anni Geisler.