Dalum Landbrugsskole Cookie- og privatlivspolitik
Cookies hjælper os med at levere den bedste mulige oplevelse. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du samtidigt vores brug af cookies.  Få flere oplysninger Luk

Velkommen til Dalum Landbrugsskole

m_Luftfoto beskåret (2015-06-30_145005)

Dalum Landbrugsskole er bygningsmæssigt grundlagt i efteråret 1862 af den berømte højskolemand Christen Kold, der sammen med Grundtvig udviklede den danske højskole. I dag kommer folk rejsende fra hele verden for at se Kold’s historiske lokaler, som i dag bl.a. er skolens smukke Høresal.

Dalum Landbrugsskole blev grundlagt den 5. juli 1886 og kunne den 4. november 1886 byde de første 32 elever velkommen.

Som en sammenfattende konklusion på Dalum Landbrugsskole’s virksomhed i de forløbne hundrede år er skolens første forstander Jørgen Petersen’s valgsprog: “Aldrig færdig – men altid på vej”. Dette er stadig skolens motto.

I mere end 130 år har der udelukkende været landbrugsuddannelse på Dalum, og i dag er Dalum én af landets største landbrugsskoler. I 2003 fusionerede Dalum og Korinth landbrugsskoler; men arbejdsdelingen er fortsat således, at der på Korinth-afdelingen er grunduddannelse og på Odense-afdelingen videregående uddannelse.

Der er en omfattende kursus- og konferencevirksomhed med deltagere fra hele verden.

Korinth
Korinth Landbrugsskole startede i 1907 og har igennem årene været én af landets mest anerkendte landbrugsskoler inden for driftslederuddannelsen.

Fra 1972 koncentrerede Korinth sig om landbrugets grunduddannelse og er i dag landets eneste skoleafdeling, der har dette speciale.

På Afdeling Korinth kan vi byde dig velkommen til et sted, hvor du kan udvikle ikke alene dine faglige færdigheder, men også dine personlige sider – f.eks. at kunne arbejde sammen med andre, være kreativ og tænke nyt, lære at organisere m.m.

Vi tror, at de personlige sider i fremtiden bliver af lige så stor værdi som de faglige, da verden vil være i konstant udvikling og forandring.

Vi byder dig derfor velkommen til en spændende oplevelse, hvor du også vil udvikle dig selv.

m_20080925WF9R9459

Odense
På Dalum Landbrugsskole i Odense glæder vi os til, at du som ny studerende bliver en del af studie- og skolemiljøet.

På afdelingen i Odense er studiemiljøet indrettet for voksne studerende i videregående uddannelser. Lærergruppen er stor og specialiseret. Der er nybyggede studieområder og udstyr til alle former for undervisning og projektarbejde. Skolens holdning er, at ansvaret for såvel studiemiljøet som for de studerendes trivsel lægges ud til de studerende med al den støtte og back-up fra lærere og skolen, som der kan ønskes. Derfor: Du bliver selv den vigtigste faktor for at få et rigtig godt studieophold.

Vi vil også gerne byde dig velkommen til et studiemiljø, hvor du kan udvikle ikke alene dine faglige kompetencer men også dine personlige – f.eks. samarbejdsevne, kreativitet, innovation, organisering, sociale kompetencer, m.v. Vi tror, at de personlige kompetencer i fremtiden bliver af lige så stor værdi som de faglige, da verden vil være i konstant udvikling og forandring.

Fra første dag du kommer på Dalum, vil du blive sat ind i de ting, som allerede er i gang. Det er f.eks.:

  • Samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner, både nationalt og internationalt – f.eks. ved rejser og projekter
  • Cafeen med både afslappende, seriøse og faglige aktiviteter samt fester
  • DLI – Dalum Landbrugsskoles Idrætsforening
  • Ud-af-huset-aktiviteter
  • Gangfællesskaber – også for hjemmeboende
  • Jagtforening m.m.

Du vælger alt efter interesse og den tid, du kan bruge hertil. Måske vil du organisere noget nyt?

Vi byder dig derfor velkommen til en spændende og personlighedsudviklende oplevelse.

Velkommen – vi glæder os til at møde dig!

Jens Munk Kruse
Forstander

m_20071002WF9R8904

Om denne side

Denne side er opdateret 12. juli 2016 af Anni Geisler.